Blog Image

Petronellas blog

Om bloggen

Tanker, idéer, indfald, forsøg, håndarbejde og fotos fra min hverdag.

Luftballoner med LED fyrfadslys

Kreativitet Posted on Mon, October 28, 2019 16:05

Jeg har haft travlt med forberedelser til Århus Julemarked. En af de ideer jeg fik, udsprang af min glæde over papmache (eller paper marche?). Jeg har lavet en god samling af luftballoner med plads til en LED fyrfadslys i “gondolen” – som det vist hedder på luftballonfagsprog 🙂

Jeg prøvede først med almindelige fødselsdagsballoner, men papmacheen er ret svær at få pæn og glat, og luftballonen bliver også ret stor! Så, jeg købte en pose vandballoner at eksperimentere med. DET gik til gengæld ret godt. De er svære at puste op, men de holder luften bedre, så papmacheen ikke krøller sammen (ret meget) omkring ballonen, inden den er tør.

Starten på en luftballon. Poseklipsen i bunden gør det nemmere at styre ballonen.

Jeg brugte almindeligt tapetklister og avispapir til de inderste lag. Yderste lag blev beklædt med noget “finere” papir. Enten noget lækkert håndlavet papir (fra Søstrene Greene) eller noget vintagepapir fra gamle bøger. Jeg havde også noget japansk avispapir i gemmerne, fra en pakke sendt fra Japan, det kom også på et par af ballonerne. Jeg synes det er pænt at afslutte ballondelen med en kant af karton, meget gerne “vintage”. Når ballonerne er pyntet færdig med papir, julemærker, guldfarve osv. så får hele baduljen et lag limlak.

Ophænget inden i ballonen er lavet af et stykke ståltråd, fx den type man bruger til blomster. Det er lidt bøvlet at få på plads inden i ballonen og måske kan du finde en anden løsning. Men det ser godt ud, med det lille metaløje til ophæng.

Selve gondolen har jeg lavet, så den nemt kan rumme et LED fyrfadslys/telys. Jeg fandt ud af, at en toiletrulle har en god diameter og så er det blot at sætte en papcirkel i bunden og samle det hele med strimler af avispapir.

I mine gemmer fandt jeg noget tynd metalkæde af den slags man bruger til smykkefremstilling. Ligeledes er de runde ophængsled fra smykkefremstilling fine til at hægte delene sammen. Desværre er farven meget GULD på den billige måde, så hvis jeg skulle ud og købe ind til projektet ville jeg nok vælge en mere afdæmpet version. Personligt kan jeg godt lide tyngden i metalkæden, men man kan selvfølgelig også bruge snor.

Så er det bare at hænge op og vente på vintermørket – eller pakke ned og drage på julemarked 🙂

#luftballon #hotairballoon #papermarche #papmache #ledtealight #LED #fyrfadslys



Lynlåsen var for lang

Broderi, Syning Posted on Tue, September 03, 2019 12:07

Jeg var fornylig igang med at montere en metallynlås i en broderet pung. Da jeg skulle købe lynlåsen fortalte den rare ekspedient mig, at hun havde hørt, at man kunne afkorte en metal lynlås ved at tage “tænderne” af og flytte den klemme der afslutter lynlåsen.
Så jeg gik igang med at eksperimentere med de forhåndenværende værktøjer og sandelig – det lod sig gøre!

Jeg begyndte med at ri lynlåsen fast og skønnede, at der skulle fjernes 4 “tænder”.

Lynlåsen er cirka fire “tænder” for lang

Jeg startede med at lirke den yderste, lille “bøjle” af. Det er lidt tricky og den må jo helst ikke knække, da den skal bruges igen. Derefter fjernede jeg “tænderne”. Det synes det var nemmest at klippe toppen af med tangen, så langt nede som muligt uden at beskadige lynlåsens stof, og derefter mokke med tænger, negle mm., indtil tanden var fjernet.

Klip toppen af “tanden”, så den er lettere at fjerne.
Her er det værktøj jeg anvendte. Du behøver ikke bruge præcis det samme værktøj, men det er smart med noget der kan klippe og noget der kan klemme.

Da tænderne var fjernet satte jeg de gamle ” klemmer” på igen og — voila! — lynlåsen passede! Jeg skulle måske have fjernet fem tænder, istedet for fire, men nu blev det som det blev.

De 4 tænder er fjernet og slut-klemmen er sat på.

#lynlås #lynlåsforlang #langlynlås #montageaflynlås



Sådan syr du en lavendelfisk

Syning Posted on Mon, July 29, 2019 17:30

Piscis Lavendula – vel nok den bedste duftende fiskeart jeg kender!


Du skal bruge flg.

• Et stykke vævet bomuldsstof (gerne brugt, fx. fra en gammel skjorte)

• 2 pailletter

• 2 grønlænderperler af glas (helst med rimeligt, stort hul)

• Bomuldsgarn eller snor, ca 30 cm

• Tørrede lavendelblomster, ca 2 spiseskefulde

Det er rart at have en køkkentragt og fx en strikkepind ved hånden, når fisken skal fyldes med lavendelblomster.

Så går vi igang!

Print skabelonen og klip den ud langs den stiplede linie. Den skal mindst være 135 mm lang (hvis den er mindre er den meget svær at fylde lavendler i). Læg to stykker bomuldsstof ret mod ret og overfør fiskens omrids til stoffet, fx med en blød blyant. Sy de to stykker sammen, men lad halefinnen stå åben, så du kan fylde lavendlerne i derigennem.

Når fisken er syet, vender du retten ud og presser sømmen med fingrene. Nu skal du fylde lavendlerne i. Det kan godt drille lidt, og jeg synes det går nemmere med en tragt og en spisepind. Når blomsterne er på plads indeni fisken, så syr du halen sammen med en sytråd der matcher stoffet.

Øjne og ophæng

Det er godt at sikre sig, at den snor og nål du har valgt, rent faktisk kan gå igennem perlerne. Hvis de ikke kan lade sig gøre, så skal du enten finde en større perle, eller noget tyndere snor/tyndere nål.

Når det er på plads, så stikker du nålen ind gennem snuden og ud af en af siderne, dér hvor du synes øjet skal sidde. Træk en paillet og en perle på snoren og stik derefter tilbage gennem pailletten og ud på den anden side af fisken. Træk atter en paillet og en perle på snoren og stik tilbage gennem pailletten og ud gennem snuden.

Nu mangler du bare at regulere snoren, så perlerne er trukket helt ind til pailletterne og at slå en knude så de to trådender sidder sammen.

Voila!

Hvis du vil vide hvordan du tørrer lavendler, så blogindlægget lige før dette!

#lavendelfisk #lavendelDIY #tørredelavendler #duftefisk #lavendelpose



Sådan tørrer jeg lavendler

Haven Posted on Fri, July 19, 2019 18:00

Jeg har ca 10 store lavendelbuske af sorten Lavendula Officinalis – det er altså den “originale” lavendel, som man finder vildtvoksende i middelhavslandene. Den bliver nemt en meter høj og får tykke, krogede stammer. Alle mine lavendler stammer fra een busk, som jeg har lavet aflæggere af. Blomsterne er lys gråblå og humlebierne elsker dem. Hvis du har en anden art lavendel, fx de mere blå, så kan de sagtens bruges!

Jeg plejer at tørre nogle af blomsterne, til brug i duftposer, mens resten overlades til Bierne & Co.

Blomsterne skal plukkes inden de springer helt ud (det er fint hvis de kun lige er begyndt at vise farve), og helst om morgenen i tørt vejr. Man kan bundte lavendlerne og hænge dem op et mørkt sted – eller i hvert tilfælde ikke et sted i direkte solskin! Jeg har også siddet med de friske lavendler og “skubbet” blomsterne af stænglerne, og så ladet dem ligge og tørre bredt ud i en fletkurv. Eller blot klippet hovederne af og tørret dem liggende i en kurv.

Når lavendlerne så er tørre skal de pilles af stænglerne. Man kan “nulre” dem af med fingrene eller ryste dem af, fx ned i en spand. Det er hyggeligt at sidde i en duft af lavendel og rense de løse hoveder, så der ikke er for mange tørre og stikkende stængelrester i de færdige lavendler.

Når man endelig har en portion tørrede lavendler, så kan de opbevares i et lufttæt glas (så de ikke optager fugt) og gerne inde i et mørkt skab. På den måde bevarer de duft og farve længe, faktisk i årevis!

#lavendel “lavendulaofficinalis #tørringaflavendler #lavendelposer #tørredelavendler #lavendler



Digital Markedsføring

Indfald Posted on Thu, July 18, 2019 08:59

Jeg spenderer den dejlige sommer hos Bigum & Co i Skanderborg. Et kursus i Digital Markedsføring er faldet ned i min turban (dvs. min fagforening havde en finger med i spillet). Kurset handler om SEO, analyser, content markedsføring, pull- og push, webshops, emails, nyhedsbreve, blogs osv. Det er spændende!
Jeg har derfor været igang med at bygge en ekstra hjemmeside OG bygge om på den eksisterende (petronella.dk). I farten kom jeg til at kassere en mappe med en masse billeder, så mine sider om Marokko er ret mangelfulde! 😳😩
Bloggen her har jeg ikke pillet. Ifølge one.com som er mit webhotel, så overgår alle blogs snart til WordPress … så det afventer jeg istedet.
Men hæng på! Der kommer snart flere indlæg 😊



Færdige Art Journals

Bøger Posted on Tue, April 25, 2017 13:48

Endelig er jeg blevet mæt og færdig med de håndlavede Art Journals. Nu kommer der til at gå en rum tid, før jeg igen tager fat på det håndværk. Bøgerne har fået læderrygge og en pynteelastik der samtidig hjælper med at holde løse ark i bogen. Selv bruger jeg bøgerne som notesbøger, inspirationsskitser, til samlinger af lapper, etiketter og pudsigheder og lignende. Jeg har lagt de færdige bøger i min webshop og her er nogle billeder af dem:

#ArtJournal #håndlavet #notesbog #bogbinding #reuse #recircle #upcycle
#bookbinding #handmade #genbrug #papirgenbrug #kvaster #buyabook #uniq #oneofakind
http://www.petronella.dk/webshop



Flere bøger på vej … i webshoppen!

Bøger Posted on Sat, March 18, 2017 11:43

Jeg er blevet lidt bidt af at lave bøger. Elsker papir og håndværket i at klippe, sy, lime, komponere siderne og langsomt arbejde mig frem mod et resultat.

Processen er langsommelig, især da jeg kun har een presse. Så når jeg fx. har limet omslag på to stykker pap, så er jeg nødt til at vente mindst 24 timer, før jeg igen kan lime et omslag. Men stakken på bordet vokser støt og roligt og der er nu en stak der blot venter på at få “ryg” og en sidste kærlig hånd.
Jeg ender vist med flere bøger en jeg selv kan bruge.
Derfor vil flere af bøgerne være at finde i min nye webshop inden længe. petronella.dk/webshop/

#artjournal #upcycle #handmade #notesbog



At binde en bog

Kreativitet Posted on Tue, December 06, 2016 11:53

Jeg lånte en bog på biblioteket, Arno og Carlos bog om at lave sine egne bøger. Og så var der ikke langt fra læsning til handling! Man tager nogle A4 ark og bukker, gerne papir fra hist og pist, fra bøger, fra banken osv…. tilsætter evt. lidt konvolutter og poser og så laver man nogle små stakke på ca. 4 ark, der syes sammen på symaskinen. Bredeste sting muligt. Disse stakke bukkes og sys sammen i ryggen – dét er lidt af et pillearbejde. Så smører man lim i ryggen og forsegler med et stykke gaze (helt alm. fra apoteket). Omslag laves på pap, pålimet smukt papir eller stof, og ryggen gemmes med et stykke bølgepap, kraftigt lærred eller læder. Man kan pynte sin bog med blonder og bånd og evt. lave den med “indbygget” bogmærkesnor. Det er en fordel at have en presse, så limningen bliver smuk og uden buler. Jeg lavede en selv presse af to stykker kasseret køkkenlåge og nogle skruetvinger fra værkstedet.
Når man limer, er det fikst at lægge emnerne ind i plastlommer så limen ikke splatter ud og limer utilsigtede steder.
Og, vipti, vapti, vupti … fine hjemmelavede bøger til noter, scraps, collager, etiketter, citater m.v.

Gem

Gem

Gem

Gem



Next »