Jeg er så heldig, at jeg har MASSER af DMC broderigarn. Det er en længere historie, men kort fortalt, så fik jeg foræret to dukker af hver farve i sortimentet! Det er en luksus der vil give mig glæde resten af mine dage, for jeg kommer aldrig igennem alt det garn!
Jeg har købt et smukt skuffemøbel til samlingen og glæder mig hver gang, jeg skal til at vælge kulører. 

Et kig i skuffen med de røde og rosa farver. Jeg er iøvrigt ligeglad med hvilke numre farverne har.

Det er vigtigt at vælge de farver man vil bruge i dagslys! Ikke noget med en søvnig pære i arkitektlampen eller hysterisk blåt LED-lys. Dagslys, tak!
Når man syr mønstre med mange små detaljer (som jeg ofte gør), så er det vigtigt med nok kontrast – ellers mudrer mønstrene nemt sammen. Jeg plejer at vælge en meget mørk farve til at ramme ind med. Mine punge har som regel en mørk kant som ramme, og den samme mørke kulør kan “skille” elementerne ad”. Det kan godt være sort, men jeg synes tit en mørk blå, grøn eller brun er pænere og lidt blødere. Det er også tit den farve der bestemmer lynlåsens kulør. Når den mørke bund er valgt, så finder jeg tre-fire gode gennemgående farver… her gælder “smag og behag”. Jeg synes fx. lysblå og brun er flot sammen, men andre har sikkert andre favoritter. Når de grundlæggende kulører er valgt, så finder jeg lidt ekstra kulører til små “pang” effekter…. prikker her, en stiplet linje her… og de må gerne fx være tone-i-tone garner, guld, eller bare ekstra lyse, ekstra kraftige. 

Her har jeg den mørke kantfarve yderst til venstre sammen med de tre andre “grundfarver”. Til højre ligger de farver jeg vil bruge i mindre omfang … og jeg kan sagtens finde på at hente flere i skuffedariet undervejs.
De seks blomster har changerende farver i kronbladene. Ikke efter noget system, men blot efterhånden som tråden slap op på nålen. Det sammen gælder nogle af de små trekanter.

Det kan også være sjovt at bruge fx. 4 røde toner sammen, så man skifter mellem dem efterhånden som tråden slipper op… altså at de røde felter skifter lidt i kulør, helt tilfældigt. Lidt ligesom man kan se farveskift på “ægte tæpper”, at garnet fra den første indfarvning slap op, så væves der videre med en lignende farve, det synes jeg kan være smukt og levende at se på!

Hvis man er helt på bar bund rent farvemæssigt, så find et billede med nogle kulører du finder spændende! Her fandt jeg nogle “vilde farver” som jeg brugte som inspiration til et broderi!