Jeg er glad for at brodere mine punge på Aida-stof. Da jeg altid fylder fladen helt ud med sting, er udseendet lidt ligemeget, og Aida er super nemt at brodere på, i forhold til fx. hør. Jeg plejer at bruge de hvide eller naturfarvede stoffer, men Aida fåes også i mange forskellige farver.

Stoffet er af 100% bomuld og man vasker det ikke inden brug. Et nyt stykke Aida er lidt stift, men det bliver hurtigt blødt mens man broderer løs. Kanten plejer jeg lige at fæstne med en sytråd i store sting, ellers kan den godt trævle.

Her ses to størrelser Aida med broderi. Den nederste med de små sting er syet med to tråde dmc, den øverste med tre tråde.

Aida fåes i forskellige finheder. Man siger at 5,4 er det mest almindelige at sy på. Tallet fortæller hvor mange sting der er på en centimeter, så jo højere tal, jo finere sting. Hvis man er nybegynder er det smart at starte med nogle rimelig store sting, altså ret lavt antal sting pr. centimeter.

Jeg har både købt i brodeributikker og fundet stumper i genbrugsbutikker. Jeg laver som regel en prøve på stoffet, for at afgøre om jeg skal sy med to eller tre tråde dmc-garn. Hvor tæt skal broderiet være, uden at det bliver klumpet at se på.

Det “fine” broderi her, har 7 sting pr. centimeter. Det bliver meget smukt at se på og der er mulighed for at lave mange detaljer. Til gengæld så tager det jo noget tid, og kræver godt lys! Når jeg broderer SÅ småt, så laver jeg som regel kun en forside og lader pungen få et smukt stykke stof som bagside.
Her er der “kun” knap 5 sting pr. centimeter og der er syet med tre tråde. Det går mere raskt at få udfyldt fladen og denne pung har da også fået begge sider broderet, og er større (19 x 16,5 cm) end en almindelig kosmetikpung.