Blog Image

Petronellas blog

Tanker, idéer, indfald, forsøg, håndarbejde og fotos fra min hverdag.

At vælge farver ..

Broderi Posted on tors, maj 14, 2020 15.29

Jeg er så heldig, at jeg har MASSER af DMC broderigarn. Det er en længere historie, men kort fortalt, så fik jeg foræret to dukker af hver farve i sortimentet! Det er en luksus der vil give mig glæde resten af mine dage, for jeg kommer aldrig igennem alt det garn!
Jeg har købt et smukt skuffemøbel til samlingen og glæder mig hver gang, jeg skal til at vælge kulører. 

Et kig i skuffen med de røde og rosa farver. Jeg er iøvrigt ligeglad med hvilke numre farverne har.

Det er vigtigt at vælge de farver man vil bruge i dagslys! Ikke noget med en søvnig pære i arkitektlampen eller hysterisk blåt LED-lys. Dagslys, tak!
Når man syr mønstre med mange små detaljer (som jeg ofte gør), så er det vigtigt med nok kontrast – ellers mudrer mønstrene nemt sammen. Jeg plejer at vælge en meget mørk farve til at ramme ind med. Mine punge har som regel en mørk kant som ramme, og den samme mørke kulør kan “skille” elementerne ad”. Det kan godt være sort, men jeg synes tit en mørk blå, grøn eller brun er pænere og lidt blødere. Det er også tit den farve der bestemmer lynlåsens kulør. Når den mørke bund er valgt, så finder jeg tre-fire gode gennemgående farver… her gælder “smag og behag”. Jeg synes fx. lysblå og brun er flot sammen, men andre har sikkert andre favoritter. Når de grundlæggende kulører er valgt, så finder jeg lidt ekstra kulører til små “pang” effekter…. prikker her, en stiplet linje her… og de må gerne fx være tone-i-tone garner, guld, eller bare ekstra lyse, ekstra kraftige. 

Her har jeg den mørke kantfarve yderst til venstre sammen med de tre andre “grundfarver”. Til højre ligger de farver jeg vil bruge i mindre omfang … og jeg kan sagtens finde på at hente flere i skuffedariet undervejs.
De seks blomster har changerende farver i kronbladene. Ikke efter noget system, men blot efterhånden som tråden slap op på nålen. Det sammen gælder nogle af de små trekanter.

Det kan også være sjovt at bruge fx. 4 røde toner sammen, så man skifter mellem dem efterhånden som tråden slipper op… altså at de røde felter skifter lidt i kulør, helt tilfældigt. Lidt ligesom man kan se farveskift på “ægte tæpper”, at garnet fra den første indfarvning slap op, så væves der videre med en lignende farve, det synes jeg kan være smukt og levende at se på!

Hvis man er helt på bar bund rent farvemæssigt, så find et billede med nogle kulører du finder spændende! Her fandt jeg nogle “vilde farver” som jeg brugte som inspiration til et broderi!


Kan man købe et mønster eller et broderi-kit?

Broderi, DIY, Uncategorised Posted on fre, maj 01, 2020 13.38

Jeg får jævnligt mails der spørger efter et mønster til en af mine punge. Det gør mig både glad og stolt!
Desværre er jeg ikke leveringsdygtig i mønstre eller færdige “kits”.
Mine broderier vokser frem mens jeg syr og jeg er ikke særligt struktureret.
Jeg plejer at svare at man til gengæld er velkommen til at låne, stjæle og lade sig inspirere, alt det man har lyst til!
Jeg stjæler selv med arme og ben! En bort hér, et motiv dér … en farvesammensætning jeg synes om… og især Pinterest er en guldgrubbe af inspiration! Hvis du vil se hvad jeg har skrabet sammen indenfor broderi, så er jeg på Pinterest under navnet Pernille Henriksen og har en opslagstavle der hedder “Embroidery” og en “My own design”.
Derudover vil jeg anbefale bogen “Tusinde og en nats broderier”. Den er fyldt med gode råd, inspiration og anvisninger – og den har jeg også lånt en masse fra undervejs.

Et andet spørgsmål lyder: kan man købe eller bestille hos dig? Og igen må jeg skuffe spørgeren. Nej, jeg kan ikke tage imod bestillinger eller sætte en pris på mine produkter. Det tager mange timer at brodere en pung, så enten vil timeprisen blive latterlige 10,- eller også vil pungen blive så dyr, at den alligevel er usælgelig. Jeg bruger tingene selv eller forærer til fx familie og veninder fylder rundt.
Det er sjovt at lave sin helt egen pung, i eget design (sammensat af hvad man nu kan li) og i den farveskala man holder af. At skabe unika 🙂
Så, håber at du er blevet inspireret og har mod på at kaste dig ud i at skabe dit helt eget broderi!



Fuglekonkurrence

DIY, Kreativitet, Papir Posted on ons, marts 18, 2020 10.30

Min gode veninde, Astrid Holmriis fra Holmriis B&B i Bjerringbro, har taget initiativ til papmache-dyst i den lokale avis. Jeg er glad og beæret over, at avisen vælger at bringe både billeder og links til et tidligere blogindlæg om papmarchefugle!

Her er et link til avisens artikel

https://viborg-folkeblad.dk/artikel/spontan-papmache-udstilling-på-vej

Her er nogle flere billeder af mine fugle – til inspiration. Det er svært at lave gode fødder som fuglene ikke vælter på, derfor er de fleste sat fast i en træklods. Men, man kan også lime fødderne fast på en lille plade af pap, ligesom man tit gør med fx påskekyllinger.

Jeg plejer at lave ben af hegnstråd eller ståltråd. Lav en kugle (kroppen) og sno tråden omkring. Derefter dækkes kugle og tråd med papir.

Jeg tænker at man også kunne lime en papirklips fast i ryggen, så fuglen kan komme op og flyve, stedet for at stå! Men det er jo helt op til kreatøren 🙂

God arbejdslyst!



Lim

DIY, Papir Posted on ons, marts 18, 2020 09.30

Hvis du skal igang med at lave papmache og helst ikke vil gå ud og købe ind (i disse corona-tider), så findes der alternativer til tapetklister. Dels kan man bruge almindelig hobbylim eller trælim, blot man fortynder det med vand 50/50.

En blogger der hedder Lærke har desuden en opskrift på “melklister”. Jeg har ikke selv prøvet denne, men her er et link til opskriften, hvis du vil igang med at eksperimentere:

https://lrke.dk/tapet-klister-af-mel/



Smukt papir og kasser til “kleenex”

DIY, Indfald, Kreativitet, Papir Posted on ons, marts 04, 2020 17.31

Nogle kan ikke gå forbi en garnbutik uden liiiige at skulle kigge ind… jeg kan ikke lade smukt papir gå min næse forbi! Jeg “samler” på papir, både nyt og gammelt; smukke farver, lækre strukturer, spændende trykteknikker, flotte mønstre osv.
Jeg bruger papiret til mine kræmmerhuse, julekurve, papmache-projekter, håndsyede bøger og til “kleenex-kasser”. Altså kasser man sætter ned over en boks med papirlommetørklæder, tissues, kleenex’er, eller hvad man nu kalder dem! Jeg kalder dem for kleenex, uagtet at det er et produktnavn.

Sådan gjorde jeg:

Den rare Robert fra Kolind Bogtrykkeri har foræret mig nogle store stykker pap og nogle plast-plader. Tidligere har jeg lavet bokse af kraftigt pap, men nu ville jeg prøve med disse blå plastplader. De har hule kanaler og er ret stive.

blå plastplader med kanaler (mere…)



Luftballoner med LED fyrfadslys

DIY, Kreativitet, Papir Posted on man, oktober 28, 2019 16.05

Jeg har haft travlt med forberedelser til Århus Julemarked. En af de ideer jeg fik, udsprang af min glæde over papmache (eller paper marche?). Jeg har lavet en god samling af luftballoner med plads til en LED fyrfadslys i “gondolen” – som det vist hedder på luftballonfagsprog 🙂

Jeg prøvede først med almindelige fødselsdagsballoner, men papmacheen er ret svær at få pæn og glat, og luftballonen bliver også ret stor! Så, jeg købte en pose vandballoner at eksperimentere med. DET gik til gengæld ret godt. De er svære at puste op, men de holder luften bedre, så papmacheen ikke krøller sammen (ret meget) omkring ballonen, inden den er tør.

Starten på en luftballon. Poseklipsen i bunden gør det nemmere at styre ballonen.

Jeg brugte almindeligt tapetklister og avispapir til de inderste lag. Yderste lag blev beklædt med noget “finere” papir. Enten noget lækkert håndlavet papir (fra Søstrene Greene) eller noget vintagepapir fra gamle bøger. Jeg havde også noget japansk avispapir i gemmerne, fra en pakke sendt fra Japan, det kom også på et par af ballonerne. Jeg synes det er pænt at afslutte ballondelen med en kant af karton, meget gerne “vintage”. Når ballonerne er pyntet færdig med papir, julemærker, guldfarve osv. så får hele baduljen et lag limlak.

Ophænget inden i ballonen er lavet af et stykke ståltråd, fx den type man bruger til blomster. Det er lidt bøvlet at få på plads inden i ballonen og måske kan du finde en anden løsning. Men det ser godt ud, med det lille metaløje til ophæng.

Selve gondolen har jeg lavet, så den nemt kan rumme et LED fyrfadslys/telys. Jeg fandt ud af, at en toiletrulle har en god diameter og så er det blot at sætte en papcirkel i bunden og samle det hele med strimler af avispapir.

I mine gemmer fandt jeg noget tynd metalkæde af den slags man bruger til smykkefremstilling. Ligeledes er de runde ophængsled fra smykkefremstilling fine til at hægte delene sammen. Desværre er farven meget GULD på den billige måde, så hvis jeg skulle ud og købe ind til projektet ville jeg nok vælge en mere afdæmpet version. Personligt kan jeg godt lide tyngden i metalkæden, men man kan selvfølgelig også bruge snor.

Så er det bare at hænge op og vente på vintermørket – eller pakke ned og drage på julemarked 🙂

#luftballon #hotairballoon #papermarche #papmache #ledtealight #LED #fyrfadslys



Lynlåsen var for lang

Broderi, Syning Posted on tirs, september 03, 2019 12.07

Jeg var fornylig igang med at montere en metallynlås i en broderet pung. Da jeg skulle købe lynlåsen fortalte den rare ekspedient mig, at hun havde hørt, at man kunne afkorte en metal lynlås ved at tage “tænderne” af og flytte den klemme der afslutter lynlåsen.
Så jeg gik igang med at eksperimentere med de forhåndenværende værktøjer og sandelig – det lod sig gøre!

Jeg begyndte med at ri lynlåsen fast og skønnede, at der skulle fjernes 4 “tænder”.

Lynlåsen er cirka fire “tænder” for lang

Jeg startede med at lirke den yderste, lille “bøjle” af. Det er lidt tricky og den må jo helst ikke knække, da den skal bruges igen. Derefter fjernede jeg “tænderne”. Det synes det var nemmest at klippe toppen af med tangen, så langt nede som muligt uden at beskadige lynlåsens stof, og derefter mokke med tænger, negle mm., indtil tanden var fjernet.

Klip toppen af “tanden”, så den er lettere at fjerne.
Her er det værktøj jeg anvendte. Du behøver ikke bruge præcis det samme værktøj, men det er smart med noget der kan klippe og noget der kan klemme.

Da tænderne var fjernet satte jeg de gamle ” klemmer” på igen og — voila! — lynlåsen passede! Jeg skulle måske have fjernet fem tænder, istedet for fire, men nu blev det som det blev.

De 4 tænder er fjernet og slut-klemmen er sat på.

#lynlås #lynlåsforlang #langlynlås #montageaflynlås



Sådan syr du en lavendelfisk

Syning Posted on man, juli 29, 2019 17.30

Piscis Lavendula – vel nok den bedste duftende fiskeart jeg kender!


Du skal bruge flg.

• Et stykke vævet bomuldsstof (gerne brugt, fx. fra en gammel skjorte)

• 2 pailletter

• 2 grønlænderperler af glas (helst med rimeligt, stort hul)

• Bomuldsgarn eller snor, ca 30 cm

• Tørrede lavendelblomster, ca 2 spiseskefulde

Det er rart at have en køkkentragt og fx en strikkepind ved hånden, når fisken skal fyldes med lavendelblomster.

Så går vi igang!

Print skabelonen og klip den ud langs den stiplede linie. Den skal mindst være 135 mm lang (hvis den er mindre er den meget svær at fylde lavendler i). Læg to stykker bomuldsstof ret mod ret og overfør fiskens omrids til stoffet, fx med en blød blyant. Sy de to stykker sammen, men lad halefinnen stå åben, så du kan fylde lavendlerne i derigennem.

Når fisken er syet, vender du retten ud og presser sømmen med fingrene. Nu skal du fylde lavendlerne i. Det kan godt drille lidt, og jeg synes det går nemmere med en tragt og en spisepind. Når blomsterne er på plads indeni fisken, så syr du halen sammen med en sytråd der matcher stoffet.

Øjne og ophæng

Det er godt at sikre sig, at den snor og nål du har valgt, rent faktisk kan gå igennem perlerne. Hvis de ikke kan lade sig gøre, så skal du enten finde en større perle, eller noget tyndere snor/tyndere nål.

Når det er på plads, så stikker du nålen ind gennem snuden og ud af en af siderne, dér hvor du synes øjet skal sidde. Træk en paillet og en perle på snoren og stik derefter tilbage gennem pailletten og ud på den anden side af fisken. Træk atter en paillet og en perle på snoren og stik tilbage gennem pailletten og ud gennem snuden.

Nu mangler du bare at regulere snoren, så perlerne er trukket helt ind til pailletterne og at slå en knude så de to trådender sidder sammen.

Voila!

Hvis du vil vide hvordan du tørrer lavendler, så blogindlægget lige før dette!

#lavendelfisk #lavendelDIY #tørredelavendler #duftefisk #lavendelpose



Næste »