Blog Image

Petronellas blog

Tanker, idéer, indfald, forsøg, håndarbejde og fotos fra min hverdag.

Søpindsvine-kursus!

Broderi, Kreativitet, Syning Posted on tors, juli 23, 2020 14:50

Jeg har været på kursus hos Moonfeather i Randers. Vi skulle lære at brodere søpindsvin på filtkugler og hold da op! DET var sjovt og inspirerende! Blev helt bidt af det og har fået syet en lille samling. At jeg så samtidig kan få brugt diverse garntyper, perler og pailletter, gør jo ingenting – en samler som jeg, har altid et lille lager af den slags! Og så er det sjovt at finde de broderisting der især egner sig… fx. de franske knuder.

De store søpindsvin fungerer rigtig godt som nålepude. især hvis de ikke er helt fyldt med perler og pailletter 😉
Man kan lave dem i mange størrelser! Det hele afhænger af hvilken størrelse filtkugle man har fået fingre i.



Fuglekonkurrence

DIY, Kreativitet, Papir Posted on ons, marts 18, 2020 10:30

Min gode veninde, Astrid Holmriis fra Holmriis B&B i Bjerringbro, har taget initiativ til papmache-dyst i den lokale avis. Jeg er glad og beæret over, at avisen vælger at bringe både billeder og links til et tidligere blogindlæg om papmarchefugle!

Her er et link til avisens artikel

https://viborg-folkeblad.dk/artikel/spontan-papmache-udstilling-på-vej

Her er nogle flere billeder af mine fugle – til inspiration. Det er svært at lave gode fødder som fuglene ikke vælter på, derfor er de fleste sat fast i en træklods. Men, man kan også lime fødderne fast på en lille plade af pap, ligesom man tit gør med fx påskekyllinger.

Jeg plejer at lave ben af hegnstråd eller ståltråd. Lav en kugle (kroppen) og sno tråden omkring. Derefter dækkes kugle og tråd med papir.

Jeg tænker at man også kunne lime en papirklips fast i ryggen, så fuglen kan komme op og flyve, stedet for at stå! Men det er jo helt op til kreatøren 🙂

God arbejdslyst!



Smukt papir og kasser til “kleenex”

DIY, Indfald, Kreativitet, Papir Posted on ons, marts 04, 2020 17:31

Nogle kan ikke gå forbi en garnbutik uden liiiige at skulle kigge ind… jeg kan ikke lade smukt papir gå min næse forbi! Jeg “samler” på papir, både nyt og gammelt; smukke farver, lækre strukturer, spændende trykteknikker, flotte mønstre osv.
Jeg bruger papiret til mine kræmmerhuse, julekurve, papmache-projekter, håndsyede bøger og til “kleenex-kasser”. Altså kasser man sætter ned over en boks med papirlommetørklæder, tissues, kleenex’er, eller hvad man nu kalder dem! Jeg kalder dem for kleenex, uagtet at det er et produktnavn.

Sådan gjorde jeg:

Den rare Robert fra Kolind Bogtrykkeri har foræret mig nogle store stykker pap og nogle plast-plader. Tidligere har jeg lavet bokse af kraftigt pap, men nu ville jeg prøve med disse blå plastplader. De har hule kanaler og er ret stive.

blå plastplader med kanaler (mere…)



Luftballoner med LED fyrfadslys

DIY, Kreativitet, Papir Posted on man, oktober 28, 2019 16:05

Jeg har haft travlt med forberedelser til Århus Julemarked. En af de ideer jeg fik, udsprang af min glæde over papmache (eller paper marche?). Jeg har lavet en god samling af luftballoner med plads til en LED fyrfadslys i “gondolen” – som det vist hedder på luftballonfagsprog 🙂

Jeg prøvede først med almindelige fødselsdagsballoner, men papmacheen er ret svær at få pæn og glat, og luftballonen bliver også ret stor! Så, jeg købte en pose vandballoner at eksperimentere med. DET gik til gengæld ret godt. De er svære at puste op, men de holder luften bedre, så papmacheen ikke krøller sammen (ret meget) omkring ballonen, inden den er tør.

Starten på en luftballon. Poseklipsen i bunden gør det nemmere at styre ballonen.

Jeg brugte almindeligt tapetklister og avispapir til de inderste lag. Yderste lag blev beklædt med noget “finere” papir. Enten noget lækkert håndlavet papir (fra Søstrene Greene) eller noget vintagepapir fra gamle bøger. Jeg havde også noget japansk avispapir i gemmerne, fra en pakke sendt fra Japan, det kom også på et par af ballonerne. Jeg synes det er pænt at afslutte ballondelen med en kant af karton, meget gerne “vintage”. Når ballonerne er pyntet færdig med papir, julemærker, guldfarve osv. så får hele baduljen et lag limlak.

Ophænget inden i ballonen er lavet af et stykke ståltråd, fx den type man bruger til blomster. Det er lidt bøvlet at få på plads inden i ballonen og måske kan du finde en anden løsning. Men det ser godt ud, med det lille metaløje til ophæng.

Selve gondolen har jeg lavet, så den nemt kan rumme et LED fyrfadslys/telys. Jeg fandt ud af, at en toiletrulle har en god diameter og så er det blot at sætte en papcirkel i bunden og samle det hele med strimler af avispapir.

I mine gemmer fandt jeg noget tynd metalkæde af den slags man bruger til smykkefremstilling. Ligeledes er de runde ophængsled fra smykkefremstilling fine til at hægte delene sammen. Desværre er farven meget GULD på den billige måde, så hvis jeg skulle ud og købe ind til projektet ville jeg nok vælge en mere afdæmpet version. Personligt kan jeg godt lide tyngden i metalkæden, men man kan selvfølgelig også bruge snor.

Så er det bare at hænge op og vente på vintermørket – eller pakke ned og drage på julemarked 🙂

#luftballon #hotairballoon #papermarche #papmache #ledtealight #LED #fyrfadslys



At binde en bog

Bøger, DIY, Kreativitet, Papir Posted on tirs, december 06, 2016 11:53

Jeg lånte en bog på biblioteket, Arno og Carlos bog om at lave sine egne bøger. Og så var der ikke langt fra læsning til handling! Man tager nogle A4 ark og bukker, gerne papir fra hist og pist, fra bøger, fra banken osv…. tilsætter evt. lidt konvolutter og poser og så laver man nogle små stakke på ca. 4 ark, der syes sammen på symaskinen. Bredeste sting muligt. Disse stakke bukkes og sys sammen i ryggen – dét er lidt af et pillearbejde. Så smører man lim i ryggen og forsegler med et stykke gaze (helt alm. fra apoteket). Omslag laves på pap, pålimet smukt papir eller stof, og ryggen gemmes med et stykke bølgepap, kraftigt lærred eller læder. Man kan pynte sin bog med blonder og bånd og evt. lave den med “indbygget” bogmærkesnor. Det er en fordel at have en presse, så limningen bliver smuk og uden buler. Jeg lavede en selv presse af to stykker kasseret køkkenlåge og nogle skruetvinger fra værkstedet.
Når man limer, er det fikst at lægge emnerne ind i plastlommer så limen ikke splatter ud og limer utilsigtede steder.
Og, vipti, vapti, vupti … fine hjemmelavede bøger til noter, scraps, collager, etiketter, citater m.v.

Gem

Gem

Gem

Gem



Papmaché

DIY, Kreativitet, Papir Posted on lør, september 17, 2016 12:49

Kan du huske dengang i folkeskolen, hvor man i formning lavede ting af papmaché? I mit tilfælde, husker jeg en sparegris lavet på en oppustet ballon, med fødder, snude og ører af æggebakker – jeg tror du kender modellen. Den tilgang har måske afskrækket mange fra at eksperimentere lidt med dette helt geniale materiale. Genialt fordi det er utroligt billigt, nemt af lave og indbyder til eksperimenter. Desuden kan indtørrede pletter på tøj og møbler vaskes af med vand (og det sætter jeg personligt stor pris på!).
Du skal bruge nogle gamle (eller nye) aviser, en pose tapetklister, vand og en spand/skål. Jeg bruger gerne en tom 1. liter spand med låg, fra fx græsk yoghurt, skyr eller lign. Så kan jeg gemme den færdige klister og arbejde videre med den flere dage senere. Efter 2-3 uger begynder den at lugte lidt mystisk, så det er nok grænsen for, hvor længe man kan opbevare den.
Og så er det ellers med at dyppe strimler af avispapir i klistret og begynde at forme. Til større objekter er det godt med et stativ af en slags – den våde papirmasse har tendens til at blive tung og falde sammen – så hvis det er større projekter så kan du bruge tomme køkkenrullerør, hønsenet, blomsterpinde el.lign. Når jeg er færdig med mit projekt, så tager jeg resten af limen og
former tilfældige kugler. Når de er tørre gemmer jeg dem til næste gang
jeg skal lege med papmaché. Det er rart at have et tørt “stativ” at
bygge videre på.
Jeg har bl.a. lavet en del fugle i papmarché. De har ben af ståltråd og nogle af dem er monteret på en stump træ. De er enten malet eller overtrukket med papirrester. Har lavet en guldfugl af resterne fra en gylden te-pose, har brugt gamle bøger fra genbrug, landkort, matadorpenge, gavepapir, silkepapir m.v.
#papmaché #papirfugle #pippapir #papirgenbrug #gamleaviser #tapetklister #DIY #gør-det-selv #prøvdetselv #deterfaktiskretsjovt #klister