Jeg får jævnligt mails der spørger efter et mønster til en af mine punge. Det gør mig både glad og stolt!
Desværre er jeg ikke leveringsdygtig i mønstre eller færdige “kits”.
Mine broderier vokser frem mens jeg syr og jeg er ikke særligt struktureret.
Jeg plejer at svare at man til gengæld er velkommen til at låne, stjæle og lade sig inspirere, alt det man har lyst til!
Jeg stjæler selv med arme og ben! En bort hér, et motiv dér … en farvesammensætning jeg synes om… og især Pinterest er en guldgrubbe af inspiration! Hvis du vil se hvad jeg har skrabet sammen indenfor broderi, så er jeg på Pinterest under navnet Pernille Henriksen og har en opslagstavle der hedder “Embroidery” og en “My own design”.
Derudover vil jeg anbefale bogen “Tusinde og en nats broderier”. Den er fyldt med gode råd, inspiration og anvisninger – og den har jeg også lånt en masse fra undervejs.
Et andet spørgsmål lyder: kan man købe eller bestille hos dig? Og igen må jeg skuffe spørgeren. Nej, jeg kan ikke tage imod bestillinger eller sætte en pris på mine produkter. Det tager mange timer at brodere en pung, så enten vil timeprisen blive latterlige 10,- eller også vil pungen blive så dyr, at den alligevel er usælgelig. Jeg bruger tingene selv eller forærer til fx familie og veninder, når de fx. fylder rundt.
Det er sjovt at lave sin helt egen pung, i eget design (sammensat af hvad man nu kan li) og i den farveskala man holder af. At skabe unika 🙂
Så, håber at du er blevet inspireret og har mod på at kaste dig ud i at skabe dit helt eget broderi!
19/8 2020: Disclaimer! Nu er det muligt at købe postkort der kan bruges som mønsterforlæg! Se i webshoppen her: webshop
Jeg har aldrig set så smukke broderier, hvor
er det altså flot lavet😊
Kan du fortælle lidt om hvordan en pung bliver
til? Broderer du et afmålt stykke stof eller?
Mange hilsener Malene
Hej Malene, tusinde tak for de rosende ord!
Jeg starter med at klippe et stykke Aida ud i overstørrelse og fæstner kanten med en ritråd. Så laver jeg en “ramme” der angiver størrelsen på den pung jeg vil brodere. Hvis begge sider skal broderes, så beregner jeg dobbeltstørrelse med folden i bunden af pungen.
Jeg vælger som regel en ret mørk farve til kanten … men der er frit slag!
Tit laver jeg en bort hele vejen rundt, eller en bort i top og bund.. men ikke altid!
Jeg har som regle udvalgt et bundt farver, som jeg vil bruge. Men det kan du læse om i bloggen 😊
Egentlig vil jeg sige at øvelse gør mester! Jeg har syet mange lidt kiksede punge, men lært lidt hver gang. Du kan se dem i mit broderi-galleri her på hjemmesiden.
God arbejdslyst!
Hej. Det gav mig svar på det jeg har gået længe og undret mig over. Dine broderier er fantastiske. Sikken et farvespil. Jeg nyder bare at se på dem. Må jeg så spørge dig om du altid bruger det samme stof? Og i så fald hvad det er? På forhånd tak!
Hej! Tak for de rosende ord, jeg er glad for at kunne inspirere!
Jeg syr altid på AIDA stof. Det er nemt og da jeg dækker fladen helt, er udseendet ikke så vigtigt. Noget stof har jeg købt i fx Broderi Moderne i Århus, andet er fundet i genbrugsbutikker. Jeg syr med enten to eller tre tråde dmc-garn, alt efter hvor “fint” AIDA jeg har gang i. Håber at du kommer igang… det er dejligt at brodere ☺️