Piscis Lavendula – vel nok den bedste duftende fiskeart jeg kender!


Du skal bruge flg.

• Et stykke vævet bomuldsstof (gerne brugt, fx. fra en gammel skjorte)

• 2 pailletter

• 2 grønlænderperler af glas (helst med rimeligt, stort hul)

• Bomuldsgarn eller snor, ca 30 cm

• Tørrede lavendelblomster, ca 2 spiseskefulde

Det er rart at have en køkkentragt og fx en strikkepind ved hånden, når fisken skal fyldes med lavendelblomster.

Så går vi igang!

Print skabelonen og klip den ud langs den stiplede linie. Den skal mindst være 135 mm lang (hvis den er mindre er den meget svær at fylde lavendler i). Læg to stykker bomuldsstof ret mod ret og overfør fiskens omrids til stoffet, fx med en blød blyant. Sy de to stykker sammen, men lad halefinnen stå åben, så du kan fylde lavendlerne i derigennem.

Når fisken er syet, vender du retten ud og presser sømmen med fingrene. Nu skal du fylde lavendlerne i. Det kan godt drille lidt, og jeg synes det går nemmere med en tragt og en spisepind. Når blomsterne er på plads indeni fisken, så syr du halen sammen med en sytråd der matcher stoffet.

Øjne og ophæng

Det er godt at sikre sig, at den snor og nål du har valgt, rent faktisk kan gå igennem perlerne. Hvis de ikke kan lade sig gøre, så skal du enten finde en større perle, eller noget tyndere snor/tyndere nål.

Når det er på plads, så stikker du nålen ind gennem snuden og ud af en af siderne, dér hvor du synes øjet skal sidde. Træk en paillet og en perle på snoren og stik derefter tilbage gennem pailletten og ud på den anden side af fisken. Træk atter en paillet og en perle på snoren og stik tilbage gennem pailletten og ud gennem snuden.

Nu mangler du bare at regulere snoren, så perlerne er trukket helt ind til pailletterne og at slå en knude så de to trådender sidder sammen.

Voila!

Hvis du vil vide hvordan du tørrer lavendler, så blogindlægget lige før dette!

#lavendelfisk #lavendelDIY #tørredelavendler #duftefisk #lavendelpose